Jaksland analyserer de ofte omdiskuterede forsøg på at anvende kvantemekaniske begreber som superposition og entanglement i samfundsvidenskaberne. Med en skarp sondring mellem metaforisk og faktisk anvendelse af kvanteteori i sociale modeller, gennemgår han centrale argumenter fra Alexander Wendt og Karen Barad, og diskuterer både eksperimentelle psykologiske resultater og deres kvantemekaniske modeller. Artiklen fremhæver vigtige kritikpunkter – såsom problemer med dekohærens og modellernes matematiske fleksibilitet – og spørger til sidst, om kvantemetafysik reelt kan understøtte nye sociale teorier. Et veldokumenteret bidrag til grænsefeltet mellem fysik og filosofi.
I kvanteinformasjon bruker man kvantemekaniske systemer (qubits) i stedet for klassiske "bits" til å lagre informasjon og kjøre algoritmer. Man kan da utnytte kvantemekaniske fenomener som superposisjon og sammenfiltring i prosesseringen av data. Et stort problem med å anvende denne teknologien er støy fra omgivelsene. Når qubiten påvirkes av andre systemer i omgivelsene mister man den spesielle kvantemekaniske informasjonen. Denne prosessen kalles dekoherens. Vi ser på dekoherensen til en qubit koblet til et tonivåsystem i omgivelsene. Vi undersøker når tonivåsystemet kan approksimeres som en klassisk telegrafstøykilde.